Dette forskningsprojekt har fået økonomisk støtte af: IMK Almene Fond, Aase og Ejnar Danielsens Fond, ViFAB (Videns og Forskningscenter for Alternativ Behandling)
Introduktion:
Forekomsten af astma og astmatisk bronchitis (herefter astma) hos danske førskolebørn er estimeret til at være 10-20 %. Der er kun publiceret få velkontrollerede studier med akupunktur og astma, og ingen forskere har fokuseret på astma hos førskolebørn.
Materiale og metoder:
Dette studie var et prospektivt, randomiseret, kontrolleret klinisk forsøg. Studiet blev udført på to akupunkturklinikker i Danmark.
Forsøgsteamet udvalgte vilkårligt førskolebørn med medicinsk diagnosticeret astma og fordelte disse 1:1 i en interventions- og kontrolgruppe.
Interventionsgruppen fik 10 akupunkturbehandlinger over 3 måneder. Kontrolgruppen fik ingen placebobehandling.
Effekten blev evalueret ved anvendelse af astmadagbøger. En Wilcoxon rank-sum-test blev anvendt til analyserne af longitudinale ændringer inden for grupperne og parrede forskelle mellem grupper. Anvendelse af et to-sidet, 5 % signifikansniveau og en styrke på 90 % nødvendiggjorde en populationsstørrelse på 100 patienter/gruppe.
Resultater:
Forsøgsteamet udvalgte vilkårligt 122 børn, hvoraf 52 børn (26 intervention, 26 kontroller) var tilgængelige for evaluering efter 12 måneder. Symptomscorer og medicinbrug var ikke forskellig mellem grupperne 8 måneder efter afslutning af akupunktur. Der observeredes signifikante reduktioner i subjektive astmasymptomer og i anvendelsen af inhalerede steroider (IHS) og ß(2)-agonister i begge grupper efter 3 måneder. Sammenlignet med kontrolgruppen var reduktionen i astmasymptomer (P = 0,0376) og anvendelsen af IHS (P = 0,0005) signifikant større i interventionsgruppen.
Konklusion:
Selvom effekten ikke varede ved ud over behandlingsperioden, viste studiet, at akupunktur havde en effekt på astma hos førskolebørn i behandlingsforløbets varighed målt ved hjælp af subjektive parametre og anvendelsen af medicin.