Anerkendelse er afgørende for arabisktalende diabetikere

Udgivet den 26 nov. 14, 13:55

Opdateret den 03 dec. 14, 9:37

Forfatter: Nyhedsbrev, SIF

Kategorier: Sunde vaner, Sygdom

Kommentarer: 0

De kommunale diabeteskurser til arabisktalende borgere giver råd og vejledning om, hvordan man lever med diabetes. Kurserne giver blandt andet råd om kost, medicin, motion og om hvordan, man ændrer livsstil.

Men disse råd kan ikke stå alene og er ikke er ikke altid det vigtigste for arabisktalende borgere.

Helt andre ting – såsom det at blive mødt med anerkendelse og respekt på kurset – har især betydning for denne gruppe borgere og deres generelle trivsel.

Det fremgår af en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.

Undersøgelsen viser, at de sociale aspekter, der foregår “mellem linjerne” på patientkurserne, ofte opleves som mere meningsfulde og afgørende for menneskelige ressourcer end råd om livsstilsændringer og individuelt sundhedsansvar.

Mødt på egne præmisser

Studiet bygger på observationer af tre forskellige diabeteskurser på kommunale sundhedscentre samt dybdegående interviews med 34 arabisktalende deltagere.

Deltagerne, hvoraf mange er flygtninge eller familiesammenførte, blev interviewet før, lige efter og i mange tilfælde tre år efter diabeteskurserne.

De blev blandt andet spurgt om, hvad de særligt kunne huske, og hvad de syntes bedst om ved patientundervisningen.

Her fremhævede størstedelen, at det bedste var oplevelser knyttet til anerkendelse, fællesskab og respekt, som de oplevede i mødet med både de sundhedsprofessionelle og de andre kursister. Det, som deltagerne særligt fremhævede og tillagde værdi, var, at de for første gang oplevede at blive mødt på egne præmisser, eksempelvis ved at kurserne blev afholdt på deres modersmål, at de kom ud af isolation derhjemme, og at de oplevede social agtelse fra professionelle.

Mange oplevede også som noget nyt at deltage aktivt i et fællesskab og være ligeværdigt inkluderet i en gruppe ved at dele deres historier og lytte genkendende til andres.

Disse oplevelser påvirkede deltagernes generelle trivsel positivt gennem selvtillid og selvværd, eksempelvis blev mange motiveret til at opsøge andre tilbud i sundhedscentre også tre år efter kurset.

Følger rådene selektivt

Livsstilsrådene, derimod, havde generelt ikke fæstnet sig i hukommelsen på samme måde som de sociale aspekter ved kurserne.

Flere kunne ikke huske, hvad kurserne omhandlede. Andre havde en selektiv tilgang til de konkrete råd og fulgte dem, når de passede ind i hverdagen eller var nemme at efterleve.

Mange deltagere gav desuden udtryk for, at de opgav råd som eksempelvis sundere kost, fordi der ikke altid var opbakning i familien, eller de fandt dem svære at efterleve i de mørke vintermåneder, hvor mange følte sig mere alene eller nedtrykte.

Formålet med studiet var at undersøge etniske minoriteters generelle erfaringer med de kommunale diabeteskurser over tid.