Studerende forsker i grøn energi på festival

Sommeren står hvert år i ECTS-pointenes tegn for omkring 100 studerende fra DTU, der har valgt at deltage i forskningsprojekter i samarbejde med Roskilde Festival

Udgivet den 04 jul. 16, 14:36

Opdateret den 03 nov. 24, 17:27

Forfatter: Kave Bakhshpour og Søren Lillesøe

Kategorier: Miljø, Sunde vaner

Kommentarer: 0

Sommeren plejer at gå med feriejob, der skal supplere SU’en, eller ren afslapning for landets studerende. De seneste år er DTU imidlertid begyndt at samarbejde med Roskilde Festival, hvilket skaber en anderledes mulighed for at høste ECTS-point og hjælpe andre festivalgæster under solens stråler.

– Vi kommer nok kun til at bruge 20 pct af, hvad der er muligt at generere. Og vi har endda ladet solpanelet vende den forkerte vej i forhold til solen for at skabe et æstetisk look, lyder det med tilfreds mine fra elektroingeniør-studerende Mathias Braagaard.

I samarbejde med nogle rumdesignstuderende er han en del af en gruppe, der under DTU er tilmeldt et projekt på netop overståede Roskilde Festival, der hvert år er landets femtestørste by. Den opbygges i praksis på to uger og fjernes hurtigt på nogle dage, efter musikken er slukket, hvilket igangsætter masser af ingeniørmæssige udfordringer for de involverede.

Solceller oplyser stien for gæsterne Mathias’ gruppe har bygget alle dele selv til en solcelleinstallation og opsat den ved en sti på festivalpladsen. Installationen kunne i praksis ligne et kunstprojekt foran et moderne museum, men har en oplysende funktion, da en samling af LED-pæle skal oplyse stien om natten.

Grønne forskere 2

– Vi har brugt fire måneder siden starten på projektet, og opsætningen tog alle opstartsdage på festivalen. Det havde visse udfordringer, da vi lå og loddede selv i det tørre græs, men det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at virke i praksis med vores projekt, siger Mathias’ projektkollega Karla Brunak.

Siden festivalen indgik parløbet med DTU i 2010, har der været mange idéer på bordet, som er blevet til reelle firmaer og opfindelser med funktioner i den virkelige verden, som de studerende forklarer. De ønsker at blive en del af at skabe noget, som kan være til gavn som produkter frem for at forske i et lukket laboratorium, som det ellers er vane. ECTS-pointene er ikke det afgørende for deltagelsen.

– DTU betaler elektronikken for os, mens Roskilde Festival bekoster udgifterne herude. Idéen ejer vi dog selv, og der er kommet mange gode start-ups ud af samarbejdet, forklarer Mathias.

Han nævner blandt andet de bæredygtige skraldespande af pap, Dropbucket, som i 2015 vandt den præstigefyldte designpris Red Dot: Best of best i Tyskland. Firmaet Volt ApS opstod også på Roskilde Festival under DTU og oplader nu alskens mobiltelefoner under festivaler i hele Europa.

Indtil videre er idéen at teste solcellepanelets effekt af i praksis og måske endda udbygge det, så mere end blot LED-pælene trækker på batteriet, der trods størrelsen kan fungere som generator for en hel gård ifølge de glade opfindere, hvilket muliggør installation til selv mindre udendørs-events.

Kun tiden vil vise, om den grønne energi vil komme i salg eller ”blot” ende som et projekt.

Kommentér denne artikel

Find os på:

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kort om forskning.dk

Forskning.dk er en portal, som ønsker mere åbenhed om den forskning, der regulerer danskernes sundhed. Samtidig kan portalen bruges til at finde dokumentation for holistiske behandlingsmetoders virkning.

Siden giver også adgang til en række nyttige links.

Kontakt forskning.dk

Kontakt gerne forskning.dk hvis du har en artikel om forskning eller en en idé til en artikel. Forskning.dk ønsker at indrage brugerne, så hold dig ikke tilbage med eventuelle input.

Århusvej 22A, 8500 Grenaa
+45 86 84 88 88
info@forskning.dk

© Forskning - 2024

Web