Kan psykiske belastninger sætte sig i kroppen? Kan stress, konflikter og traumatiske oplevelser være medvirkende til fysiske smerter og sygdom? Og hvorfor opdager vi nogle gange kroppens reaktioner, før vi bliver bevidste om den psykiske belastning?
Forbindelsen mellem krop og psyke er langt fra nogen ny opdagelse. I mere end 100 år har læger og forskere beskæftiget sig med psykosomatik – læren om, hvordan psykiske processer og kroppens funktioner påvirker hinanden.
Alligevel oplever nogle patienter, at fysiske symptomer og psykiske belastninger bliver behandlet som to adskilte problemstillinger.
Men kroppen og hjernen fungerer ikke uafhængigt af hinanden. Når vi oplever stress, frygt eller langvarige følelsesmæssige belastninger, kan det påvirke blandt andet nervesystemet, hormonbalancen, muskelspændingerne og immunforsvaret.
Hvor stor betydning disse påvirkninger har for udviklingen af sygdom, varierer. Søvn, ernæring, fysisk aktivitet, arv, infektioner, miljøforhold og tidligere belastninger kan samtidig have betydning for kroppens tilstand.
Det rejser et grundlæggende spørgsmål: Kan vi forstå fysisk sygdom fuldt ud uden også at undersøge menneskets psykiske og sociale liv?
Hvad betyder psykosomatik?
Ordet psykosomatik stammer fra græsk. Psyke betyder sjæl eller sind, mens soma betyder krop.
Psykosomatik handler således om samspillet mellem psykiske processer og kroppens funktioner.
Begrebet er ikke ensbetydende med, at sygdom er indbildt, eller at symptomerne ikke er virkelige. Tværtimod kan psykiske belastninger udløse målbare fysiologiske reaktioner (forandringer i kroppens funktioner).
Eksempelvis kan en stressende situation få hjertet til at slå hurtigere, musklerne til at spænde og fordøjelsen til at ændre sig.
Det er fysiske reaktioner, selv om udgangspunktet kan være en psykisk oplevelse.
Den danske læge og psykiater Raben Rosenberg beskriver i Lex psykosomatik som samspillet mellem psykiske processer og legemlige reaktioner eller sygdomme.[2]
Han understreger samtidig, at sygdomme generelt må forstås gennem et komplekst samspil mellem genetiske, biologiske, psykologiske og sociale forhold.
Den biopsykosociale model – et helhedssyn fra 1977
I 1977 offentliggjorde den amerikanske læge George L. Engel en videnskabelig artikel i tidsskriftet Science, hvor han introducerede den biopsykosociale model.[1]
Modellen blev udviklet som et alternativ til en snæver biomedicinsk sygdomsforståelse, hvor fokus primært var på kroppens biologiske mekanismer.
Engel argumenterede for, at sygdom bør forstås gennem tre indbyrdes forbundne områder:
- Biologiske forhold: Gener, hormoner, nervesystem, immunforsvar, ernæring, infektioner og kroppens fysiske tilstand.
- Psykologiske forhold: Følelser, tanker, stress, traumer, tidligere erfaringer og måden, vi reagerer på belastninger.
- Sociale forhold: Familie, relationer, arbejdsliv, økonomi, ensomhed og de omgivelser, vi lever i.
Det interessante er, at modellen ikke er ny. Den har eksisteret i næsten 50 år.
Alligevel er der fortsat diskussion om, hvorvidt sundhedsvæsenet i tilstrækkelig grad anvender denne helhedsforståelse i den daglige behandling.
Hvordan kan psykiske belastninger påvirke kroppen?
Når vi oplever fare eller psykisk pres, aktiveres kroppens stresssystem.
En del af reaktionen styres af det autonome nervesystem (den del af nervesystemet, som blandt andet regulerer puls, vejrtrækning og fordøjelse uden vores bevidste kontrol).
Samtidig aktiveres kroppens hormonelle stresssystem, som blandt andet regulerer udskillelsen af kortisol.
Disse reaktioner er grundlæggende hensigtsmæssige. De hjælper os med at håndtere udfordringer og reagere hurtigt i truende situationer.
Problemer kan opstå, hvis belastningen bliver langvarig, eller hvis kroppens stressregulering ikke fungerer hensigtsmæssigt.
Forskning har blandt andet vist sammenhænge mellem længerevarende psykisk stress og ændringer i søvn, smertefølsomhed, fordøjelse og immunfunktion.[4]
Det betyder ikke, at stress nødvendigvis fører til sygdom. Men det viser, at psykiske forhold kan påvirke biologiske processer, som har betydning for vores helbred.
Traumer – når tidligere oplevelser fortsat påvirker kroppen
Et centralt område inden for psykosomatisk forståelse er betydningen af psykiske traumer.
Et psykisk traume kan opstå efter en oplevelse, som er så overvældende eller truende, at den efterlader vedvarende psykiske eller fysiologiske reaktioner.
Det kan eksempelvis være vold, overgreb, alvorlige ulykker, omsorgssvigt eller andre belastende livsbegivenheder.
Traumatiske oplevelser kan påvirke måden, hjernen og nervesystemet reagerer på senere situationer.
Nogle mennesker udvikler en vedvarende forhøjet alarmberedskab, søvnproblemer, koncentrationsbesvær eller øget følsomhed over for bestemte sanseindtryk.
Andre oplever kropslige symptomer som muskelspændinger, hjertebanken eller maveproblemer.
Et væsentligt forskningsområde er sammenhængen mellem belastende oplevelser i barndommen og senere fysisk og psykisk helbred.
I det amerikanske ACE-studie (Adverse Childhood Experiences, belastende barndomsoplevelser) undersøgte forskere sammenhængen mellem blandt andet omsorgssvigt, vold og familiemæssige belastninger og helbredsproblemer i voksenlivet.[3]
Undersøgelsen viste, at flere belastende barndomsoplevelser var forbundet med en højere forekomst af en række helbredsproblemer og sundhedsskadelige adfærdsmønstre senere i livet.
Studiet kan ikke i sig selv dokumentere, at et bestemt traume forårsager en bestemt fysisk sygdom. Men det understøtter betydningen af at inddrage menneskers livshistorie, når man undersøger deres helbred.
Kan kroppen reagere, før vi forstår hvorfor?
Mange mennesker kender oplevelsen af at mærke uro i maven, spændinger i skuldrene eller trykken for brystet i en vanskelig situation.
Nogle gange opdager vi først bagefter, at vi har været følelsesmæssigt belastede.
Det hænger blandt andet sammen med, at en stor del af kroppens regulering foregår automatisk.
Hjernen bearbejder løbende information fra både omgivelserne og kroppen, uden at alle processerne når vores bevidste opmærksomhed.
Et vigtigt forskningsbegreb er interoception (evnen til at registrere og fortolke signaler fra kroppens indre).[6]
Interoception spiller en rolle for blandt andet vores oplevelse af sult, hjertebanken, ubehag og følelsesmæssige tilstande.
Kroppens signaler kan derfor være en anledning til at undersøge, om der er belastninger i vores liv, som vi ikke tidligere har været opmærksomme på.
Sammenhængen kan i nogle tilfælde blive tydelig, når vi begynder at forstå og anerkende, hvad kroppen reagerer på. For nogle kan denne bevidstgørelse ændre eller mindske et fysisk symptom, mens andre har brug for yderligere støtte og konkrete terapeutiske redskaber.
I psykosomatisk forståelse kan en fysisk reaktion opstå samtidig med, at en traumatisk oplevelse finder sted. Den kan også ændre sig, når belastningen ændrer sig eller bliver bearbejdet. Det kan ske gennem terapi, gennem en øget bevidsthed om sammenhængen eller ved hjælp af forskellige terapeutiske metoder. Forløbet er individuelt, og sammenhængene er ikke altid lette at dokumentere forskningsmæssigt.
Nogle terapeuter beskriver hurtige og markante fysiske ændringer hos enkelte klienter under eller umiddelbart efter terapeutisk arbejde. Det er dog ikke dokumenteret, hvor ofte sådanne ændringer forekommer, eller hvad de i givet fald skyldes. Det er derfor relevant at undersøge disse observationer nærmere, uden på forhånd at konkludere, at de skyldes en bestemt terapeutisk metode eller kan generaliseres til andre. På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om der findes tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for, at psykosomatisk traumeterapi eller tankefeltterapi kan fremkalde sådanne effekter. Der er derfor behov for systematiske undersøgelser, som kan belyse, om effekterne er reelle, hvor ofte de forekommer, og hvilke mekanismer der eventuelt kan forklare dem.
Det er samtidig rimeligt at anerkende, at psykosomatiske forklaringer på nogle områder kan fremstå banale, forenklede, mærkelige eller søgte. Det kan være en del af forklaringen på, at den psykosomatiske forståelse ikke i endnu højere grad har været genstand for forskning og nysgerrighed fra lægernes side. Netop derfor er der behov for åbne, systematiske undersøgelser, som hverken afviser mulige sammenhænge på forhånd eller fremstiller dem som dokumenterede.
Vedvarende eller uforklarede symptomer bør altid vurderes sundhedsfagligt.
Hvorfor får nogle mennesker fysiske symptomer, mens andre ikke gør?
To mennesker kan opleve den samme belastende begivenhed og reagere meget forskelligt.
Det kan blandt andet skyldes forskelle i tidligere erfaringer, genetiske forhold, søvn, fysisk helbred, sociale relationer og adgang til støtte.
Kroppens samlede belastning har også betydning.
Begrebet allostatisk belastning beskriver de biologiske omkostninger, der kan opstå, når kroppens reguleringssystemer gennem længere tid må tilpasse sig gentagne eller vedvarende belastninger.
Det giver en mulig forklaring på, hvorfor langvarigt pres kan påvirke flere forskellige kropslige funktioner.
Samtidig er det vigtigt at skelne mellem dokumenterede risikofaktorer og årsagsforklaringer.
Eksempelvis kan dårlig søvn svække vores evne til at håndtere stress, men det betyder ikke, at enhver sygdom, som opstår under søvnmangel, skyldes en psykisk konflikt.
Den samlede forståelse kræver, at vi undersøger flere mulige påvirkninger på samme tid.
Psykosomatik og smerter – hvad viser forskningen?
Smerteforskningen er et af de områder, hvor samspillet mellem biologiske, psykologiske og sociale forhold har fået særlig opmærksomhed.
Den internationale smerteorganisation IASP understreger, at smerte er en personlig oplevelse, som påvirkes af biologiske, psykologiske og sociale faktorer.[5]
Smerteoplevelsen formes af både signaler fra kroppen og nervesystemets bearbejdning af disse signaler.
Stress, bekymringer, søvnmangel og tidligere smerteoplevelser kan eksempelvis påvirke smertefølsomheden.
Det er relevant ved blandt andet langvarige nakke-, skulder- og rygsmerter, hvor både fysiske belastninger og psykosociale forhold kan spille en rolle.
I vores artikel om stress og skuldersmerter undersøger vi netop, hvad forskningen fortæller om denne forbindelse.
Psykosomatisk traumeterapi – hvor mødes teori og forskning?
Denne artikel handler først og fremmest om psykosomatik og den psykosomatiske forståelse af samspillet mellem krop og psyke. Den er derfor ikke en direkte gennemgang eller dokumentation af psykosomatisk traumeterapi som behandlingsmetode. Traumeterapi nævnes, fordi traumatiske oplevelser er et vigtigt eksempel på, hvordan psykiske belastninger kan påvirke kroppen, og fordi nogle terapeutiske retninger arbejder med netop denne sammenhæng.
Inden for psykosomatisk traumeterapi arbejder man med den forståelse, at følelsesmæssige oplevelser og uforløste belastninger kan have betydning for kroppens symptomer.
I nogle terapeutiske modeller forbindes bestemte kropsområder desuden med bestemte følelsesmæssige temaer.
Eksempelvis kan hænderne symbolsk forbindes med håndtering og kontrol, armene med at favne eller afvise, og ryggen med støtte og belastning.
Disse fortolkninger kan fungere som udgangspunkt for terapeutiske samtaler og personlig refleksion.
Men der er en vigtig forskel mellem en fortolkning, der opleves meningsfuld for den enkelte, og en biologisk årsagssammenhæng, som er dokumenteret gennem forskning.
Forskerne har endnu ikke undersøgt tilstrækkeligt, om der faktisk findes videnskabelig dokumentation for, at bestemte følelsesmæssige konflikter generelt kan knyttes til bestemte organer, led eller ryghvirvler. Vi har derfor hverken be- eller afkræftet, at sådanne sammenhænge kan findes; spørgsmålet er fortsat utilstrækkeligt undersøgt.
Der er heller ikke samlet tilstrækkelig forskning til at vurdere, hvilken effekt psykosomatisk traumeterapi eller tankefeltterapi har som samlede metoder på traumer eller fysisk sygdom. Det betyder ikke nødvendigvis, at metoderne er uden effekt, men at grundlaget for at drage generelle konklusioner endnu er utilstrækkeligt.
Det udelukker ikke, at sådanne hypoteser kan undersøges.
Tværtimod kunne systematiske undersøgelser bidrage til at afklare, om bestemte mønstre optræder hyppigere end forventet, og om sammenhængene kan forklares gennem kendte fysiologiske mekanismer.
Har sundhedsvæsenet mistet helhedssynet?
Selv om den biopsykosociale model har været kendt siden 1977, er det relevant at spørge, hvor stor betydning den har i den daglige behandling.
I mange sygdomsforløb spiller medicin en vigtig og veldokumenteret rolle.
Men medicinsk behandling og psykologisk behandling behøver ikke at være modsætninger.
Ved nogle lidelser er psykoterapi en anbefalet behandling, mens medicin ved andre sygdomme er nødvendig eller særligt effektiv. I visse tilfælde giver en kombination de bedste muligheder.
Det interessante spørgsmål er derfor ikke alene, om der anvendes for meget medicin.
Det er også, om patienterne får tilstrækkelig mulighed for at forstå deres symptomer, blive inddraget i behandlingsvalget og undersøge relevante psykiske og sociale belastninger.
Det spørgsmål fortjener en selvstændig undersøgelse af både behandlingspraksis, lægemiddelforbrug og patienternes egne ønsker.
En større forståelse af kroppen
Psykosomatik minder os om noget grundlæggende: Mennesket består ikke af en fysisk krop og en psykisk verden, som fungerer uafhængigt af hinanden.
Hjernen, nervesystemet, hormonerne, immunforsvaret og vores følelsesmæssige oplevelser indgår i et løbende samspil.
Når kroppen reagerer med smerter eller andre symptomer, kan det derfor være relevant at undersøge både de fysiske forhold og den livssituation, vi befinder os i.
Det kan være værdifuldt at undersøge, hvilken sammenhæng der er mellem kroppens reaktioner og de oplevelser eller belastninger, vi bærer med os. Forståelsen af denne sammenhæng kan i nogle tilfælde være en del af vejen til, at et symptom ændrer sig.
Måske begynder en vigtig del af forståelsen med et enkelt spørgsmål:
Hvad har jeg oplevet, og kan det have betydning for, hvordan min krop reagerer i dag?
Det spørgsmål kan være værdifuldt, så længe det ikke erstatter nødvendig undersøgelse og behandling.
Forbindelsen mellem krop og psyke er ikke længere blot en filosofisk idé. Den er genstand for omfattende forskning.
Og måske er den største udfordring ikke at bevise, at forbindelsen eksisterer, men at blive bedre til at forstå, hvornår og hvordan den har betydning for den enkelte.
Ofte stillede spørgsmål om psykosomatik
Hvad er psykosomatik?
Psykosomatik handler om samspillet mellem psykiske processer og kroppens funktioner, symptomer og sygdomme.
Kan stress give fysiske smerter?
Ja. Stress kan påvirke muskelspændinger, smertefølsomhed, søvn og kroppens stressregulering. Smerter kan dog også skyldes andre forhold.
Kan psykiske traumer påvirke kroppen mange år senere?
Ja, forskning viser sammenhænge mellem traumatiske oplevelser og senere psykiske og fysiske helbredsproblemer. Det betyder ikke, at enhver senere sygdom kan føres tilbage til et traume.
Er psykosomatiske symptomer indbildte?
Nej. Psykosomatiske symptomer er virkelige kropslige oplevelser. Psykiske processer kan påvirke fysiologiske funktioner og smerteoplevelser.
Kan psykosomatisk traumeterapi helbrede fysisk sygdom?
Det er endnu ikke tilstrækkeligt undersøgt, hvilken effekt psykosomatisk traumeterapi som samlet metode har på organiske sygdomme eller traumer. Det betyder ikke nødvendigvis, at metoden er uden effekt, men at der ikke er et tilstrækkeligt forskningsgrundlag til at drage generelle konklusioner. Psykologiske behandlingsformer kan dog have dokumenteret effekt på bestemte symptomer og lidelser. Terapeutiske erfaringer og individuelle forbedringer kan være relevante at undersøge nærmere, men de kan ikke alene afgøre, om en behandling har en generel effekt.
Forskning og kilder
- Engel GL. The Need for a New Medical Model: A Challenge for Biomedicine. Science. 1977;196(4286):129–136. https://doi.org/10.1126/science.847460
- Rosenberg R. Psykosomatik. Lex – Danmarks Nationalleksikon. https://lex.dk/psykosomatik
- Felitti VJ m.fl. Relationship of Childhood Abuse and Household Dysfunction to Many of the Leading Causes of Death in Adults: The Adverse Childhood Experiences (ACE) Study. American Journal of Preventive Medicine. 1998;14(4):245–258. https://doi.org/10.1016/S0749-3797(98)00017-8
- McEwen BS. Protective and Damaging Effects of Stress Mediators. New England Journal of Medicine. 1998;338:171–179. https://doi.org/10.1056/NEJM199801153380307
- International Association for the Study of Pain (IASP). IASP Announces Revised Definition of Pain. 2020. https://www.iasp-pain.org/publications/iasp-announces-revised-definition-of-pain/
- Khalsa SS m.fl. Interoception and Mental Health: A Roadmap. Biological Psychiatry: Cognitive Neuroscience and Neuroimaging. 2018;3(6):501–513. https://doi.org/10.1016/j.bpsc.2017.12.004