Alternativet sidder på en vis magt i Folketinget med sine ni mandater, men hvad er det nye partis holdning til forskning i alternativ sundhed? Forskning.dk interviewer her ordfører for sundhed og livskvalitet, Carolina Magdalene Maier, der efterlyser et nyt komplementært forskningscenter. Foto: Steen Brogaard
Udgivet den 05 jan. 16, 12:32
Opdateret den 03 nov. 24, 17:33
Forfatter: Søren Lillesøe
Kategorier: Behandling, Sunde vaner, Tæt på forskningen
Kommentarer: 4
Carolina Magdalene Maier er sociolog og tidligere centerleder i Videnscenter for Patientstøtte og står nu for at tegne det nye parti Alternativets sundhedsprofil i Folketinget. Indtil videre har pressen stort set ikke nævnt Alternativet i sundhedsmæssig sammenhæng, hvis man ser bort fra partiets holdning til fri brug af medicinsk cannabis.
Det råder vi nu bod på med dette interview, hvor Carolina Magdalene Maier fortæller om sit partis holdning til den mere holistiske sundhed – er man så alternativ, som navnet lever op til, og hvordan bør forskningen på området tilrettelægges?
Du har i forbindelse med en undersøgelse på Galilei.dk sagt, at I går ind for at skabe et nyt Videnscenter for Alternativ Behandling, men det må ikke være et Vifab II (Vifab, det hidtidige center, blev lukket i 2013, red.). Hvorledes fejlede Vifab, og hvad skulle det nye center evt. kunne udføre og bidrage med?
– Der blev oprettet et videns- og forskningscenter for alternativ behandling, som man forventede skulle fungere efter samme principper som et medicinsk forskningscenter. Altså med samme krav til f.eks. RCT-studier (randomiserede, kontrollerede studier, red.) som i klassisk lægevidenskab. Sådanne studier i storskala koster rigtig mange penge, som ikke findes inden for det alternative. Så forskningsprojekterne var små og levede ikke op til de samme evidenskrav, resultaterne blev aldrig rigtig taget seriøst.
– Vi ønsker derfor, at et nyt forskningscenter for komplementær behandling – som vi foretrækker at kalde det frem for ’alternativ’ behandling – også forsker i evidenstypologier. Altså hvordan man kan og bør måle evidens på det komplementære felt.
Hvor mange penge mener I, der skal til på årsbais, før et givent center ville kunne fungere, og hvor meget bør alternativ sundsforskning tildeles helt generelt?
– Det er svært at sige. Men de fem millioner, der er afsat i Finansloven for 2016, er ikke nok. Havde man en fast årlig bevilling på 10 millioner, ville vi nå meget længere. Men jeg vil understrege, at det er et estimat, da vi ikke har foretaget beregninger. Jeg kan heller ikke sætte tal på, hvor mange midler alternativ sundhedsforskning bør tildeles generelt. I det store billede ønsker Alternativet jo, at det komplementære felt bliver en del af vores samlede sundhedsvæsen.
Hvad er jeres holdning til Sundhedsstyrelsens Råd for Alternativ Behandling og dettes arbejde og opgaver?
– Min umiddelbare holdning er, at det er godt, vi har et sådant råd. Men jeg kan tvivle på, om rådet i sig selv udfordrer den etablerede lægevidenskab på en måde, så de komplementære behandlingsformer får lov til at få den plads, de fortjener. Det skal forstås i sammenhæng med min overordnede kritik om, at der ikke forskes i evidenstypologier. Netop den forskning er helt afgørende nødvendig, hvis vi ønsker at tage det komplementære felt alvorligt. Ellers er det fortsat en ’add-on’ til etableret lægevidenskab.
Ud fra den nævnte undersøgelse på Galilei.dk er I og SF – samt måske Enhedslisten – alene med ønsket om et nyt center. Hvordan kan det være, danske politikere ikke beskæftiger sig noget mere med den alternative sundhed?
– Vi må ikke undervurdere den magt, medicinalindustrien har over sundhedssektoren. Pengene ligger i medicinalindustrien og derfor er det også lykkedes den at fremkomme med effektiv medicin og mange store effektundersøgelser. Det komplementære felt har aldrig rigtig fået mulighed for at vise sit værd, hvorfor mange politikere har svært ved at tro på de gavnlige effekter. De mange historier om behandlere, som dybest set var ude på at franarre penge fra borgerne, har heller ikke pyntet.
Hvorledes er Alternativets sundhedspolitik anderledes end det, de øvrige partier tilbyder borgerne? Kunne man f.eks. forestille sig en model som i Tyskland, hvor der er øget grad af egenbetaling, men større valgfrihed med behandlingsformer?
– Vi ønsker ikke brugerbetaling i sundhedsvæsenet, men at der kommer et helt andet udgangspunkt for medicin og behandling, som er inspireret af den integrerede medicin, hvor patienten – og dennes krop i sin helhed – er i fokus frem for lidelsen. Vi ønsker i højere grad at gøre kroppen i stand til at helbrede egne sygdomme. Det kan sagtens rummes inden for det offentlige sundhedsvæsen, hvis bare vi har modet og forandringsviljen til at se på sundhed og sygdom med andre briller. I øvrigt mener jeg, det er superinteressant, hvad vi lige for tiden ser på immunterapiområdet i forhold til cancerbehandling.
Alternativet har arrangeret en konference om komplementær behandling den 10. februar 2016 på Christiansborg.
Se her hvad de andre partier mener om et nyt center i artiklen på Galilei.dk
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Sorry. No data so far.
© Forskning - 2024
Synes at begrebet “evidenstypologi” lyder interessant. Har tit tænkt på, at et “tilpas” antal personers/patienters udsagn om en virkning har validitet i RCT-undersøgelser, men ellers i al almindelighed betragtes alle udsagn om effekt og virkning blot som individuelt subjektive og DERFOR stort set utilregnelige (ikke-evidente).
Hvorfor mon det egentlig er sådan? – og kunne man ændre på det forhold ved at indføre systematiske brugerindberetninger via internet i stor skala?
Måske kan det inspirere at vores tyske naboer længe har kendt værdien af komplementær behandling (naturlæger / Heilpraktikere). Siden 1954 har den tyske sygesikring betalt for besøg hos en bestemt type naturlæger der er uddannet på en statsgodkendt uddannelse for heilpraktikere. Se mere i linket. http://heilpraktikerskolen.dk/om-heilpraktikeren. Vi behøver måske ikke at betale en masse penge for en masse nye forsøg, for jeg er 120% sikker på at Tyskerne er grundige og omhyggelige når de godkender en uddannelse og tillader disse naturlæger på lige fod med “konventionelle” læger. At vi er så langt fra denne model i Danmark, må vist være et resultat af økonomiske interesser, og mangel på indsigt og visdom. Men er det i folkets interesse? Over hovedet ikke. Jeg synes at vi selv skal kunne vælge om vi vil benytte kunstig kemi med alt for mange bivirkninger eller naturens og kroppens egen intelligens.
Det er et virkeligt godt initiativ Carolina Magdalene Maier og Alternativet tager her. At bruge betegnelsen komplementær i stedet for alternativ for er meget fornuftigt, for at være en “alternativ” behandlingsform betyder jo bare, at faggruppe/behandlingsformen ikke er etableret og anerkendt i sundhedsvæsnet. Det siger i sig selv intet om metoder, virkning etc.
Autorisationssystemet i sig selv er med til at holde relevante faggrupper ude fra at komme til at bidrage i sundhedsvæsnet, hvilket psykomotoriske terapeuter oplever på trods af at vi er en offentlig 3½ årig professionsbacheloruddannelse. De etablerede (autoriserede) ønsker ikke altid at påtage sig ansvaret for den ikke autoriseredes intervention. En problemstilling som også bør inddrages i dette.
Glæder mig til at deltage i konferencen d. 10 februar.
Rolf Auhagen
Formand, Danske Psykomotoriske Terapeuter
Ja, det er en rammende betegnelse med ordet komplementær behandling.
Jeg er enig i, at Tyskland og en del andre lande er meget længere fremme i forhold til at integrere forskellige slags behandlinger indenfor sundhedsvæsenet. I Brasilien har de healere tilknyttet hospitalerne. Fantastisk ide.
Jeg tror på, at udbredelsen vokser – det tager bare sin tid. Jo flere vi er, der på hver sin måde bidrager til udbredelsen af alternativ/komplementær behandling, jo mere kraft får det.
Medicinal industrien kan vi ikke kæmpe mod – men vi kan lade noget andet vokse frem.
Susanne Schindtler Andersen
Healer – Rørvig / Nykøbing Sjælland.