Der er mange udfordringer ved at forske i akupunktur

Udgivet den 26 mar. 18, 21:38

Opdateret den 03 nov. 24, 17:20

Forfatter: Anne Johannesen

Kategorier: Behandling, Tæt på forskningen

Kommentarer: 0

Det kræver mange penge at forske, og det er jo derfor glædeligt at høre, at der er bevilget 5 mill. kr til alternativ forskning i 2018. Jeg kan dog godt frygte, at det vil gå ligesom tidligere, hvor VIFAB (Videns og Forskningscenter for Alternativ Behandling) fik bevilget forskningsmidler. Dengang blev pengene spredt over så mange forskellige projekter, at ingen behandlingsformer fik tilstrækkelig opmærksomhed til, at de vil kunne siges at være videnskabeligt beviste. Jeg kan heller ikke i alle de år mindes, at de forskningsmidler VIFAB forvaltede blev omsat til et godkendt forskningsprojekt, der udråbte en alternativ behandlingsform som værende videnskabeligt bevist, eller at den var videnskabelig, men ikke kunne bevise nogen effekt.

Forskning skal være kopierbart

Det er en meget stor udfordring at forske i en holistisk behandlingsform som f.eks. akupunktur. Jeg søgte engang selv midler fra VIFAB, til et forskningsprojekt omhandlende brystkræft, hvor patienterne, ved siden af deres konventionelle behandling, skulle modtage akupunktur.

Efter at have indsendt protokollen fik jeg af vide, at i forskningsprojektet skulle der beskrives præcis hvilke punkter jeg havde tænkt mig at sætte nålene i, da det måtte og skulle være de samme punkter til alle deltagere i forsøget, for ellers var det ikke kopierbart. Det skal det jo være ved forskningprojekter, og derfor måtte der ikke gives færre eller flere nåle til de forskellige deltagere. Dette er dog lidt svært, da man som akupunktør normalt laver en individuel vurdering, fra gang til gang, mht. hvilken behandling de skal have i forhold til deres problem. Derudover måtte jeg ikke rådgive om kost, kosttilskud, urter, motion, Qigong osv, for det kunne jo være en fejlkilde, hvis der blev rådgivet individuelt om kosttilskud, kostomlægninger og lignende, da det kunne være et af de tiltag, der kunne gøre udslaget for behandlingen, og ikke akupunkturen. Det er jo bl.a. en af udfordringerne ved at forske i alternativ behandling at den tager afsæt i det hele menneske.

Konference i akupunkturforskning
Det, at forskningen skal være kopierbart, er også en af grundende til at forskning i akupunktur ofte ender med ikke at kunne bevises. Jeg var engang inviteret op til Lund til en konference om forskning i akupunktur i en hel weekend. Alle deltagerne var enten læger, fysioterapeuter eller sygeplejersker, og jeg er sikker på, at alle deltagerne vitterligt ønskede at verificere akupunkturs virkning. Jeg mærkede deltagernes ærgelse over, at ingen af dem formåede at bevise, at akupunktur havde en virkning. Det, at de ikke vidste ret meget om akupunktur afspejlede sig også i deres fremgangsmetode De havde f.eks. hørt, at tre akupunkturpunkter, Li 3-10-11, skulle kunne behandle smerter i albuen. Derfor viste de et foto af disse punkter til sygeplejerskerne og bad dem om, at alle de patienter i skadestuen, der klagede over smerter i albuen, skulle have en nål i disse tre punkter, og efter en VAS-skala fortælle, hvor ondt det gjorde før og efter behandlingen. Desværre fungerer akupunktur ikke på denne måde, og der er en god grund til, at akupunktører har en lang uddannelse bag sig, for vi diagnosticerer hver enkelt, der har smerter i albuen, og tager højde for hvilken meridian (område på kroppen) det drejer sig om mv. Derfor er det så svært at kopiere akupunkturbehandling fra den ene patient til den næste.

Læger kritiserer metode
Jeg forskede sammen med læge Søren Ballegaard i 7 år, og hvert år, når vi kom ud med vores positive resultater, blev de haglet ned af landets hjertelæger. De mente, at vores behandlingssucces skyldes, at vi havde god tid til at tale med patienterne. En psykolog bakkede os op, og skrev i en klumme i en avis, at hvis hjertelægerne virkelig mente dette, så syntes han, at i stedet for at han som skatteborger skulle være med til at betale udgifterne på flere 100.000 kr. pr. bypass, så skulle de ansætte nogle SoSu assistenter til at hyggesnakke lidt med patienterne og dermed undgå de dyre bypassoperationer, der jo heller ikke er helt ufarlige. Nogle af hjertelægerne mente heller ikke, at vi havde nok deltagere i forskningen, eller at klienterne var forudfattede og troede på akupunktur, og at det i sig selv skulle kunne give et positivt resultat. Læs mere om kritikken af Søren Ballegaards forskning

Problemstillinger med placebobehandling
Så kan man jo spørge sig selv, hvad så med alle dem der får en bypassoperation, har de ikke en forudfattet tro på at en operation virker? Læge Lissa Rankin beskriver problemstillingen i sin bog “Din selvhelbredende kraft”. Hun skriver, at der faktisk ikke er noget, der er mere placebo end en læge/et hospital, da vores opfattelse af verdenen bliver dannet fra vi er 1-7 år, og hvad vokser vi op med?  Da vi var børn og blev syge, da fik vi at vide af vores forældre, at nu må vi op til lægen, så du kan blive rask. Du skal tage disse piller fra lægen, så du kan blive rask, eller du skal have disse vaccinationer så du forbliver rask. Vi skal ind på hospitalet, så du kan blive rask osv
Når vi nu taler placebo, så har det ofte undret mig, at da jeg som sygeplejerske arbejdede på en af Rigshospitalets forskningsenheder, hvad det egentlig var vi målte. Vi havde f.eks forsøg, hvor klienterne skulle møde op fastende til blodprøver, scanninger, BT, EKG osv. Når de var færdige, var der er buffet til dem, så de kunne få lidt at spise. Det endte ofte med, at de sad der hele dagen, for det var så hyggeligt at mødes med alle de andre deltagere. Der blev snakket, dels om sygdom, spillet kort, de hyggede sig med striktøj, talte om  opera, gik i bio sammen osv., og lur mig, om det ikke også er blevet til et ægteskab eller to. Alene det med at være med i forsøget havde jo også meget positive egenskaber. De var tilknyttet en lille forskningsenhed, hvilket gjorde, at det var de samme mennesker de mødte. Havde de det dårligt, skulle de ikke igennem almindelig indlæggelse, men kom direkte op på afdelingen. Det i sig selv kan jo have en meget positiv indflydelse på udfaldet af forsøget. Det at blive undersøgt regelmæssigt med blodprøver/scanninger osv kan jo også i sig selv have en meget gavnlig indflydelse, så det medicinske produkt der kommer ud i sidste ende er måske bare en afspejling af alle de benefits de fik på vejen og IKKE kun det medicinske produkt som de modtog. Men her gør den tætte kontakt til personalet og den ro omkring deres sygdom åbenbart ikke noget?

Læger er bange for at skade deres egen karriere
Sundhedsmimisteriet kunne godt se, at de kunne spare mange penge og flere gange nedsatte de en gruppe, som skulle følge vores akupunkturforskning og resultaterne at disse projekter. Der var altid en hjertelæge tilknyttet vores forskningsprojekt, men hver gang skete der det, at lægen desværre ikke kunne deltage, da vedkommende havde travlt med andre projekter, for ingen læge ville/turde være den der blåstemplede akupunktur/alternativ behandling, for derved udelukker de sig fra en videre karriere i sundhedsvæsenet. Jeg har hørt om en læge, der var med på sidelinien i et akupunkturforskningsprojekt, men han turde ikke at få opgivet sit navn i projektet, og hvad er det så værd?

For at sikre at forskningsprojektet var validt fik vi to statistikkere på fra Østerbroundersøgelsen (folkeundersøgelses vidensbank) til at lave de statistiske beregninger. Den ene var pensioneret. Det var den anden desværre ikke. Han underviste på universitetet, og da undersøgelsen blev frigivet, gik lægerne på Rigshospitalet til hans dekan for at få ham fyret. Ren berufsverbot, og selvfølgelig turde han ikke deltage mere – helt forståeligt. Denne oplevelse er beskrevet i den velrenommerede avis Mandag Morgen.

Efterfølgende forespurgte vi så, hvad der manglende i forskningsprojektet, for at det kunne blive godkendt som videnskabeligt forskningsprojekt. Dette svarede hjertelægerne dog aldrig på?

Hvilken forskningsmetode skal der anvendes til akupunktur? Det er svært, at lave f.eks Sham akupunktur, hvor man lader som om, at man giver en nål til deltagerne uden at gøre det, og giver en nål til den anden gruppe af deltagere, for både behandlere og deltagere vil jo vide om der er gjort det ene eller det andet.
At sætte en nål et vilkårligt sted er også problematisk, for meridianerne sidder tæt på hinanden, og selv om man stikker udenfor en meridian, så vil man få en reaktion. Når der stikkes en nål i kroppen, så vil det frigive smertestillende stoffer som endorfiner og det smertestillende stof adenosin. Sætter man en placebonål subkutant (i huden), så vil det også have en virkning. Faktisk kan let tryk eller berøring have en effekt. Sham-akupunktur – også kaldet placebo-akupunktur – skal være virkningsløs, for ellers giver det ingen mening.

Skal man bruge lodtrækning til forskningen?
Som i andre forskningsprojekter er lodtrækning heller ikke uproblematisk, da det er svært, i den enkelte klinik, at sige nej til at behandle halvdelen af de klienter, der trækker et lod, hvor de ikke må få behandling. Som behandlere ønsker vi at hjælpe dem, og de ønsker hjælp hurtigst muligt, så de kan arbejde igen eller lignende. I akupunkturprojekter kan man få en yderligere problemstilling, da de personer, som ender i kontrolgruppen, kan vælge at finde en anden akupunktør eller anden behandling, og måske nævner de ikke dette, når undersøgelsen skal gøres op. Det kan deltagere i medicinske projekter ikke.

En anden problemstilling er, at da forskning helst skal være kopierbart, så skal man helst finde en “skabelon”, hvor alle skal have ens behandling i alle de deltagne klinikker. Men det vil aldrig blive optimalt at give en standardbehandling, hvor man bruger helt ens punkter mm. Hvis man eksempelvis behandler en tennisalbue, så vil det nok være forskellige kombinationer vi alle vil bruge, da det er forskellige punkter vi har succes med. Desuden vil vil mange akupunktører også bruge cupping, moxa, øvelser, kosttilskud og lignende?

Mange behandlere vil sikkert takke nej til at være med i forskning, da man ikke kan behandle efter eget ønske, valg og overbevisning.

Hvis man ønsker at afprøve f.eks. fysioterapi i forhold til akupunktur, så kan der opstå nye problemstillinger. Hvis lodtrækningen bevirker, at man skal køre længere, hvis man skal have den ene form for behandling, så kan dette være et irritations-moment. Eller skal man forsøge at oplære en fysioterapeut til at give akupunktur. Det kan også være svært med kontrolgruppen, for modtager de eventuelt anden behandling? Dette spørges der ofte ikke om ved forskningsprojekterne på hospitalet. Mange akupunktører har nok prøvet at have klienter, der fortæller at de har indvilget i at deltage i et forskningsprojekt på hospitalet, men ikke ønsker at oplyse til hospitalet, at de modtager akupunktur eller lignende. Eller måske er de aldrig blevet spurgt. Omkring 90 pct. af befolkningen benytter et eller andet alternativt som mineraler, urter, massage, zonetarpi osv. Dette kan jo også indvirke på resultaterne af hospitalsforskningen.

Der ligger en stor udfordring i, at lave et design til forskningsprojekter i holistisk behandling, så alle kan blive tilfredse.

Er akupunkturen ved at blive afviklet?
I det tilfælde, at akupunkturen skulle blive videnskabeligt bevist efter WHO`s opfattelse, hvad vil det så føre til?
Jeg kunne frygte, at det samme vil ske, som da kiropraktikken blev anerkendt. Vil det så blive lægerne, der skal varetage akupunkturuddannelsen, som det skete med kiropraktorerne, hvor deres håndværksmæssige tilgang til faget forsvandt og blev afløst af en mere teoretisk tilgang.
Jeg kan være bange for, at dele af akupunkturuddannelsen vil forsvinde, sådan som pulsdiagnose, tungediagnose, organuret osv., og alle de andre aspekter af akupunkturen som læger har svært ved at forstå og acceptere. Vil akupunkturen blive overtaget af lægerne, hvor man slet ikke får udnyttet akupunkturens fulde potentiale?

Søren Ballegaards forskning:

Long-term effects of integrated rehabilitation in patients with stroke: a nonrandomized comparative feasibility study.

Long-term effects of integrated rehabilitation in patients with advanced angina pectoris: a nonrandomized comparative study.

Addition of acupuncture and self-care education in the treatment of patients with severe angina pectoris may be cost beneficial: an open, prospective study

Cost-benefit of combined use of acupuncture, Shiatsu and lifestyle adjustment for treatment of patients with severe angina pectoris.

Acupuncture in angina pectoris: do psycho-social and neurophysiological factors relate to the effect?

Does the Danish Cardiologic Society dare to explore acupuncture?

Danish cardiologists and acupuncture

Modulatory effect of acupuncture on the cardiovascular system: a cross-over study

Acupuncture in angina pectoris: does acupuncture have a specific effect?

Effects of acupuncture in moderate, stable angina pectoris: a controlled study

Acupuncture and heart disease

Acupuncture in severe, stable angina pectoris: a randomized trial