Gennem halvandet år har Jyllands-Postens Morten Pihl afsløret lægers svindel med forskningsmidler. I morgen ved vi om han får Cavlingprisen 2014 for sin indsats
Udgivet den 08 jan. 15, 1:00
Opdateret den 03 nov. 24, 17:40
Forfatter: Gert Karlson
Kategorier: Medicin, Tæt på forskningen
Kommentarer: 0
Sagen kort
Indtil nu er fem overlæger fra Rigshospitalet blevet sigtet af politiet for misbrug af forskningsmidler til private formål, og yderligere fem forskere risikerer en personalesag.
Morten Pihl har gennem 2013 og 2014 givet Jyllands-Postens læsere et sjældent indblik i hvad der nogle steder er foregået bag sundhedsvæsenets tykke mure. Det er blevet til en lang artikelserie, som startede med artiklen “Ny sag om fusk med penge til forskning” den 16. juni 2013. Her blev det fra starten slået fast, at der var fusket med forskningsmidler.
Aktindsigt havde givet Morten Pihl mistanke om misbrug af forskningsmidler, og den første artikel afslørede, at en af Rigshospitalets mest feterede hjertelæger var blevet fyret. Det var dog kun starten på artikelserien, som i skrivende stund endnu ikke er afsluttet.
Men det er ikke kun overlæger på Rigshospitalet, som har undladt at oplyse om formålet med at bruge forskningsmidler til bl.a. dyre restaurationsbesøg og køb af store mængder vin. Rigshospitalets øverste direktion har selv købt mad, vin og gaver uden at dokumentere, hvad formålet har været.
Det er som om, at skandalen ingen ende vil tage. Morten Pihls afsløringer om svindlen med forskningsmidlerne er formentlig den hidtil største sag af sin art nogensinde. Både selve omfanget af svindlen, men også i den grad af detaljer som svindlen er blevet afsløret for offentligheden.