Læger ønsker viden om akupunkturs effekt på smerter

Læger på Gentofte Hospital vil sammen med akupunktør finde ud af om akupunktur har en virkning på psoriasispatienter med ledsmerter

Udgivet den 01 dec. 14, 20:42

Opdateret den 03 nov. 24, 17:41

Forfatter: Gert Karlson

Kategorier: Behandling, Medicin, Sygdom

Kommentarer: 0

Projektet er styret af et samarbejde mellem en gruppe reserve- og overlæger på Hud- og allergiafdelingen, samt afdelingen for gigt- og rygsygdomme på Gentofte Hospital og akupunktør Betina Dyring-Andersen.

Der er tale om et randomiseret blindet placebokontrolleret klinisk studie der skal undersøge effekten af akupunktur på patienter med psoriasis, som kæmper med ledsmerter i hverdagen.

Lægerne ønsker mere viden om akupunkturen

Det var lægegruppen, der kontaktede akupunktør Betina Dyring-Andersen.

– En stor del af patienterne med psoriasis har ledsmerter med varierende sværhedsgrad. Behandlingen af ledbetændelsen bygger på mange af de samme principper som behandlingen af leddegigt, men der findes i mindre grad bevis for at de gængse betændelsesdæmpende medikamenter er effektive. Nogle patienter med psoriasis og ledsmerter har i vores klinik fortalt, at de har haft smertelindrende effekt af regelmæssig akupunkturbehandling. Desværre findes der ingen  kliniske studier, som kan underbygge dette. Målet med dette randomiserede kliniske studie er derfor at undersøge effekten af akupunktur på patienter med psoriasis, som kæmper med ledsmerter i hverdagen og som har ringe eller dårlig effekt af traditionel smertestillende medicin, udtaler læge og Ph.d.-studerende Kristiane Aasen Engebretsen ved Hud- og allergiafdelingen på Gentofte Hospital.

Patienterne er opdelt i 3 grupper. Den første modtager kun den behandling de plejer at få. Den anden gruppe får placebo-akupunktur, og den tredje gruppe får almindelig akupunktur. Opdelingen foregår ved lodtrækning.

Fakta om forskningsprojektet

De primære effektmål er

  • Bedring i smerter vurderet på VAS skala fra 0-10 (0 ingen smerte, 10 værst tænkelige). Pt. fører dagbog.
    Bedring i smerter vurderet på VAS global (generelt bedre, ingen ændring eller værre smerter) ved de ambulante kontroller.
    Bedring i livskvalitet vurderet ved hjælp af Dermatology Life Quality Index (spørgeskema med 10 spørgsmål om den foregående uge) ved de ambulante kontroller.
    Reduceret palpationsømhed af de smertende led (vurderet ved klinisk undersøgelse) ved de ambulante kontroller.

De sekundære effektmål er

  • Bedring af hudsymptomer (psoriasis plaque).

De to grupper, som får akupunkturbehandling, får fem behandlinger á 30-45 min varighed med 2 ugers mellemrum over 2 mdr. samt 3 ambulante kontroldage på sygehuset.

– Som akupunktør er det svært at skulle give placebobehandling – dels fordi man jo som behandler kun ønsker at give den bedste behandling, men det er også lidt kompliceret fordi placebobehandlingen ikke må have en virkning. Derfor synes jeg, at det er rigtig godt, at vi også har mulighed for at kunne sammenligne med gruppen, som kun fik den ordinære behandling, pointerer Betina Dyring-Andersen.

Brancheforeninger positive

I de to største danske brancheforeninger for akupunktører ser man lægernes initiativ med tilfredshed. Praktiserende Akupunktørers formand, Birte Nielsen giver projektet disse ord med på vejen:

– Glædeligt når der etableres samarbejde mellem det etablerede, i dette tilfælde et hospital, og faguddannede akupunktører. Til glæde for patienterne.

I Danske Akupunktører, hvor Betina Dyring-Andersen er medlem, ser man også positivt på lægernes initiativ.

– Efter Vifab’s lukning er der ikke blevet sat meget akupunkturforskning i gang i Danmark.
Derfor er det meget glædeligt, at læger nu er interesseret i at undersøge akupunkturens virkning.
Akupunkturen har tidligere mødt en del skepsis i store dele af lægeverdenen, og det er derfor glædeligt, at sundhedsvæsenet’s personale nu er ved at få øjnene op for denne meget effektive og bivirkningsfrie behandlingsmetode, udtaler Henrik Jørgensen, formand for brancheforeningen Danske Akupunktører.

Når alle behandlinger er givet, vil data blive samskrevet til en artikel med henblik på publikation i et videnskabeligt tidsskrift.  Forsøget har indtil nu været 1½ år undervejs, og den første patient modtog sin første behandling i oktober 2014.

Kommentér denne artikel

Find os på:

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kort om forskning.dk

Forskning.dk er en portal, som ønsker mere åbenhed om den forskning, der regulerer danskernes sundhed. Samtidig kan portalen bruges til at finde dokumentation for holistiske behandlingsmetoders virkning.

Siden giver også adgang til en række nyttige links.

Kontakt forskning.dk

Kontakt gerne forskning.dk hvis du har en artikel om forskning eller en en idé til en artikel. Forskning.dk ønsker at indrage brugerne, så hold dig ikke tilbage med eventuelle input.

Århusvej 22A, 8500 Grenaa
+45 86 84 88 88
info@forskning.dk

© Forskning - 2024

Web