Zoneterapi

Zoneterapi bygger på en holistisk tankegang om at mennesket udgør en helhed og at fødderne både er en del af helheden og afspejler denne. De arbejder ud fra den teori, at zoneterapien kan styrke klientens selvhelbredende kræfter og dermed genoprette eventuelle ubalancer. Det sker ved at bruge de reflekspunkter, der findes på både hænder og fødder, men i de fleste tilfælde bruger man kun fødderne i behandlingen.

Punkterne er i modellen ”forbundet” via ti længdezoner: hjælpelinier, der løber lodret gennem hele kroppen. Der findes tilsvarende tværzoner på fødderne, som svarer til kroppens ”vandrette dele”. Teorien går ud på, at kroppens led, muskler og organer energimæssigt står i forbindelse med de tilsvarende punkter på fødderne, og at man kan påvirke dem ved at massere punkterne. Hvis man har problemer et bestemt sted i kroppen, vil det tilsvarende punkt være ømt – jo større problem, jo mere ømhed.

Hensigten med behandlingen er at genoprette balancen i krop og psyke ved at stimulere energistrømmene gennem kroppens zoner. Når man får zoneterapi, nedsættes spændingerne, og blodomløbet og energistrømmene bliver stimuleret, mener zoneterapeuterne. Man får simpelthen ny energi. Brugerne af zoneterapi kommer bl.a. med lidelser som hovedpine, stress, kredsløbssygdomme, allergi, idrætsskader, smerter i muskler og led, mv.

De fleste steder i kroppen afspejles både på højre og venstre fod og bliver behandlet parallelt. Men meget logisk finder man kun hjertet under venstre fod og kun blindtarmen under højre. Zonerne under og på siden af fødderne har vist sig at være placeret meget logisk i forhold til hvor organerne sidder i kroppen. Zonerne til hoved og øjne sidder fx helt oppe på tæerne, mens halebenet sidder helt nede på hælen.

Idéen med at trykke på reflekszoner under fødderne er ikke ny. Historiske fund tyder på, at kinesere, japanere, indere og ægyptere brugte teknikken for flere tusinde år siden, og i nyere tid har både nordamerikanske indianerstammer og befolkningen i Kenya kendt til den.

Den amerikanske læge William Fitzgerald udgav i 1917 bogen Zone Therapy, da han havde opdaget, at han ved at trykke på bestemte punkter kunne lindre smerter eller få organer til at fungere bedre. Han og kollegaen Riley kortlagde sammen med massøsen Eunice Ingham føddernes refleksområder, og Ingham gjorde nu det egentlige pionérarbejde ved at rejse landet tyndt og lære teknikken fra sig. Den kom fremover til at hedde reflexology.

Efter 2. verdenskrig kom den ”nye” teknik til Europa, og op gennem 70’erne og 80’erne vandt den stor udbredelse i Danmark under navnet zoneterapi. Danmark er det land i Europa, hvor zoneterapien har den største udbredelse, og den har sammenlignet med andre lande udviklet sig til en selvstændig og veldefineret profession.

 

Tekst af Jesper Odde Madsen, journalist, forfatter og indehaver af Galilei

Find os på:

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kort om forskning.dk

Forskning.dk er en portal, som ønsker mere åbenhed om den forskning, der regulerer danskernes sundhed. Samtidig kan portalen bruges til at finde dokumentation for holistiske behandlingsmetoders virkning.

Siden giver også adgang til en række nyttige links.

Kontakt forskning.dk

Kontakt gerne forskning.dk hvis du har en artikel om forskning eller en en idé til en artikel. Forskning.dk ønsker at indrage brugerne, så hold dig ikke tilbage med eventuelle input.

Århusvej 22A, 8500 Grenaa
+45 86 84 88 88
info@forskning.dk

© Forskning - 2024

Web