Under en koncert i et mørkt telt eller under åben himmel om natten trækker man sit plast-reagensglas op fra lommen og ryster det frem og tilbage – og vupti. Algerne inde i saltvandet bliver aktiveret. Der genereres et blåligt lys til at skabe stemning med eller oplyse de nære omgivelser, så man f.eks. kan finde sine ting i tasker og lommer.
– Der er tale om en form for biologiske solceller, hvor sollyset driver fotosyntesen, så der skabes energi som kan bruges til at udsende lys om natten, forklarer Kristian Ejlsted og Gustav Lindved fra DTU’s bioteklinje.
– Vi har mest udviklet dem for at vise, hvad man kan bruge naturen til og skabe opmærksomhed omkring en nørdet ting som biotek ude blandt folk, men har også en ambition om, at de kan bruges til så meget mere ud fra vores forsøg. Drømmen er klart at kunne fylde en husfacade ud med dem her eller bruge det til mere jordnære ting såsom undervisning.
Algerne pyrocystis fusiformis lever på 60-120 meters dybde og er kommet til Danmark via Brasilien. De kræver ikke meget mere end et skvæt saltvand og en blanding vitaminer for at kunne leve. De fordobler sig typisk gennem ukønnet formering på blot en uge.
Stabile alge-lamper kan kræve GMO
– De opbruger deres energi på to minutter og skal rystes for at kunne fungere, så vi skal klart nok optimere på dem. Man kan arbejde med at ændre deres miljø, så de måske nemmere virker, eller anvende GMO for at manipulere deres adfærd, siger de.
– Man kunne måske bruge dem til at oplyse veje, hvor der mangler strøm, eller som en slags solcelle-udendørslamper uden på huse. Man kan uden det store besvær have dem stående i et akvarie derhjemme og så tappe af dem til lamper. Når de er opbrugt, kan man anvende indholdet til at lave biobrændsel med, dvs. som potentielt supplement til benzinen i bilen, men kræver en del arbejde.De to studerende uddelte som et led i det bæredygtige forsøg 1.000 glowsticks til publikum på årets festival. Visse festivalgængere valgte at drikke algerne for at jagte sundheden, mens andre spurgte ind til, hvordan de kunne komme til at dyrke dem selv.


Skriv et svar